Med Calle Bornholm rundt

Med Calle Bornholm rundt.

Den 20. maj stod der frokost og Calle på programmet, da 20 medlemmer mødtes på Virkedal til en hyggelig eftermiddag. Den dejlige skinke med tilbehør faldt i medlemmernes smag, og godt mætte kunne vi tage på en rejse rundt på Bornholm med Calle (Carl Anker Clausen).

Med guitaren som rejsefælle ledte Calle os på en musikalsk rejse, som startede allerede på vej til Bornholm med sangen "Bornholm, Bornholm, Bornholm". Der blev vekslet mellem fortælling, fællessang og optræden øen rundt, hvor vi startede i Rønne og så ellers på vores rejse stødte på forskellige sange, der havde med de forskellige lokaliteter på Bornholm at gøre. Vi fik fx Lømlana frâ Læwka, Jâ e frå Rutsker Højlund, Almindingsvisen m.fl., og da vi nåede Pedersker, var det naturligvis "Motorsøklen", hvor det jo er i Pedersker, at sidevognen river sig løs.

Da vi holdt pause i Gudhjem, blev der serveret kaffe med hjemmebagt kringle, så vi havde kræfter til den sidste halvdel af turen. Sidst på eftermiddagen var vi kommet øen rundt og havde herunder både fået rørt sangstemmen og smilebåndet. Tak til Calle for en dejlig oplevelse.

Hjemstavnsforeningen Bornholmer-klubben Fyn af 1982