Medlemmernes eftermiddag 16/10 2022

 

Fra børneremser til nøgleharpe.
Søndag den 16. oktober var 27 medlemmer tilmeldt ”Medlemmernes eftermiddag”, hvor de enkelte medlemmer havde mulighed for at komme med diverse indlæg. Heldigvis var der nogle stykker, der tog opfordringen op. Bolette startede med god hjælp fra Jørgen med at fremføre nogle bornholmske børneremser, som hun havde lært sine børnebørn. Dernæst fortalte Ally om sin mor, Clara Madsen, der blev over 100 år gammel, og hun læste op fra en artikel, som der havde været i et ugeblad om moren og hendes liv.
Så blev det herrernes tur, og Claus kom med den ene vittighed efter den anden, som han for en stor dels vedkommende havde fundet i Dämmeså.
Efter en del grinen blev det alvor, for nu gjaldt det en konkurrence, hvor man skulle gætte, hvor forskellige billeder fra Bornholm stammede fra. Finn og Rita havde leveret billeder fra Bornholm til en powerpoint, og Rita havde lavet en fin tipskupon. Her kom folk på arbejde, men enden på det blev, at Ally vandt præmien for flest rigtige. Forhåbentlig inspirerede de fine billeder til et besøg på stederne, næste gang man kommer til Bornholm.
Så var det tid for kaffe med 3 slags hjemmebag, og derefter sluttede Jens Bjørn af med dels at fortælle om sine år på Bornholm og dels at demonstrere og spille på et lidt sjældent instrument, en nøgleharpe.
Tak for en hyggelig eftermiddag til alle fremmødte og især til de optrædende.

Hjemstavnsforeningen Bornholmer-klubben Fyn af 1982