Foredrag med Eva Fatum.
I Bornholmerklubben Fyn har vi mange gange foredragsholdere fra Bornholm, men den 25. januar var vi bare gået ud blandt vore egne medlemmer for at finde en udmærket foredragsholder, nemlig det tidligere folketingsmedlem Eva Fatum, der nu har boet i Odense i over 20 år.
Vi havde inviteret til en eftermiddag, hvor Eva Fatum fortalte om sit interessante liv. Eva Fatum er uddannet sygeplejerske og fik diverse tillidsposter i Dansk Sygeplejeråd på Bornholm, hvor hun også kom i Amtsrådet. Vejen ind i politik var banet, og snart repræsenterede hun Bornholm for Socialdemokratiet i Folketinget i 8 år, hvor hun blev afløst af den unge Jeppe Kofoed.
Eva fortalte om sin debut på talerstolen og om sit arbejde i Folketinget, om sine rejser som folketingsrepræsentant og om nogle af sine bekendtskaber i politik. Det blev til flere sjove anekdoter, og tilhørerne lyttede interesseret.
I en pause i foredraget fik vi næsten det store, sønderjyske kagebord, så mange snakkede om at springe aftensmaden over, når de kom hjem.
Vi siger tak til Eva Fatum for et levende og interessant foredrag og også tak til dem, der leverede boller og kage til kaffebordet