Bornholmertræf 2023

Bornholmertræf 2023.


Allerede 1 time før mødetid begyndte de første bornholmere at samle sig uden for Rio Bravo, hvor vi skulle mødes til bornholmertræf den 10. juni. Solen skinnede, folk var i godt humør, og efterhånden var 88 mennesker med tilknytning til Bornholm mødt frem. Alle landets foreninger på nær Jyllandsafdelingen var repræsenteret, og de fleste kunne nikke genkendende til personer, de tidligere havde mødt.
På Rio Bravo fik vi en dejlig frokost, og snakken gik livligt. Carlo Holm havde fornuftigt nok trykt sin velkomsttale i programmet, da lokalets indretning ikke var optimal for fælles beskeder. En enkelt fællessang blev det også til, inden vi gik den korte tur hen til Københavns Rådhus, der er tegnet af Martin Nyrop. På Rådhuspladsen var der liv og glade dage, da der var Thaifestival, men vi kom indenfor, hvor vi blev modtaget af et par rundvisere, der guidede os en tur rundt på rådhuset. Vi fik selvfølgelig set en del, vi ikke kendte til og fik også meget at vide. Vi var bl.a. i salen, hvor Borgerrepræsentationen holder møder og ellers rundt i diverse sale og møderum, ja, selv et af landets første toiletter med skyl så vi. Vi var også i salen med døren ud til den berømte balkon, hvor bl.a. sportsstjerner bliver hyldet.
Vi sluttede af i kælderen, hvor vi fik en af de berømte rådhuspandekager med et glas bobler til, og herefter blev der takket af, og folk kunne drage ud i det københavnske mylder efter en god dag. Tak til københavnerforeningens bestyrelse for en fin dag.

Hjemstavnsforeningen Bornholmer-klubben Fyn af 1982