På sejltur med 66-bådene

På sejltur med 66-bådene.
Søndag den 8. oktober blev den dag, hvor næsten halvdelen af Bornholmerklubben Fyns medlemmer mødte op til et dejligt arrangement. Jørgen Dam fra Hillerød-foreningen var inviteret for at vise en film om 66-bådene og fortælle lidt om de gamle både.
Vi startede med en let frokost, hvortil bestyrelsen havde fremstillet diverse tærter, gratin og salat. Da alle var blevet mætte, satte Jørgen Dam filmen i gang, og minderne rullede frem for øjnene af de fleste af os. For hvem mindes ikke Rotna, Bornholm, Kongedybet, Hammershus og alle de andre gamle både? Mange af os har prøvet at ”ligge på dæk” og at være mere eller mindre søsyge efter en tur over vandet.
Vi fordøjede filmen ved hjælp af en kop kaffe og hjemmebagte småkager, og derefter var der mulighed for at komme med egne beretninger, og desuden kom Jørgen Dam med diverse link til, hvor vi kunne læse mere om 66-bådene. Dampskibsselskabet af 1866 eksisterede i øvrigt fra 1866 til 1973.
Det blev også til et par sange fra Klippeøens sange, inden der blev takket af efter en dejlig eftermiddag. Tak til Jørgen Dam og til bestyrelsen med påhæng for den dejlige mad.

Billeder fra arrangementet kan ses i foto-galleriet. 

Hjemstavnsforeningen Bornholmer-klubben Fyn af 1982